23948sdkhjf

Tre danske robotvirksomheder på europæisk vækst-liste

Blue Ocean Robotics, Peakon og Pleo var med på listen over Europas 50 førende super-scale-up virksomheder, der blev kåret i nat.

Tech Tour har siden 1998 sat spotlys på cremen af Europas tech-industri. Virksomhederne er udvalgt på baggrund af objektive vækstparametre, hvorefter en dommerkomite bestående af 25 topledere fra internationale investeringsfonde har vurderet hvert selskab nøje.

I slutningen af marts 2020 på Tech Tour Growth Forum i Geneve snævres dette års top 50-felt helt ind, når dommerkomiteen udpeger de to absolut bedste på listen, baseret på deres fremdrift, resultater og den forskel, de gør på markedet. Hidtil er det ikke lykkedes danske selskaber at komme på sejrsskamlen her.

- Jeg er stolt af, at vi som international frontløber inden for servicerobotter, er kommet igennem nåleøjet til Tech Tours vækst-liste. Denne store anerkendelse af vores resultater og vækstpotentiale ser jeg som en stor cadeau til os alle i Blue Ocean Robotics. Vi har læst markedet rigtigt, og vi har leveret en heftig ekspansion de senere år. Med den start, vi har fået på 2020, bliver væksten endnu vildere i år, konstaterer CEO i Blue Ocean Robotics, Claus Risager.

Denne liste rummer altså de allerhurtigst voksende venturekapital-finansierede techvirksomheder i Europa. I alt er 430 europæiske techfirmaer blevet gennemlyst. Det handler om at identificere de tech-virksomheder, der betragtes som hotte emner til at blive de næste store succeser, exitter eller børsnoteringer.

For overhovedet at komme i betragtning på listen skal teknologiselskaberne have en årsomsætning på mere end 10 mio. euro samt have rejst mere end 20 mio. euro i vækstkapital, ligesom værdiansættelsen af selskabet skal være mindst 100 mio. euro. Den årlige vækstrate skal desuden være mindst 80 pct. de seneste tre år.

- Europas blomstrende tech-sektor har i 2019 præsteret endnu et rekordår - med hensyn til kapitalrejsning, jobskabelse og nye unicorns. Vi ser, at mange af de iværksættere, der har lavet exits, vender tilbage til økosystemet nu blot som investorer, alt imens forskellige offentlige tiltag også har øget deres bestræbelser på at stimulere innovation. Det er spændende at se, at teknologiselskaber fra et lille land som Danmark leverer helt enestående resultater. Det er en fantastisk illustration af, hvilken udvikling vi kan se frem til også fremadrettet i den europæiske teknologibranche, siger William Stevens, administrerende direktør, Tech Tour.

40 af de 50 selskaber på listen er startet inden for de seneste 10 år. I gennemsnit har selskaberne 12 aktive investorer, og tilsammen har de 50 selskaber 607 private investorer som medejere. Investorerne har indskudt sammenlagt 4 mia. euro i de lovende teknologivirksomheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111