23948sdkhjf

Ny fynsk robotkomet tager kampen op mod corona

En ny robotvirksomheden har set dagens lys på Fyn.

Virksomheden Autonomous Units blev stiftet den 1. august og er allerede nu klar med første fremvisning af en nyudviklet desinfektionsrobot, DMD4000.

Idéen udsprang af coronakrisen, hvor der opstod et akut behov for at forhindre krydsinfektion i indendørsområder med høj risiko.

- Tiden kalder på et højnet hygiejneniveau og sikkerhed mod smittespredning, siger managing director i Autonomous Units, Flemming Thinggaard, i en pressemeddelelse.

- Vores nye desinficeringsrobot er udviklet på rekordtid med henblik på at højne det generelle hygiejneniveau og sikre samfundet mod unødige sygedage og eventuelle nye pandemier.

Teknologien bag er en tør tåge af brintoverilte – en teknologi, der er velkendt fra laboratorie- og sygehusdesinficering, blot som manuelle, menneskebetjente maskiner. Med fynboernes robot vil man autonomt kunne desinficere kontorer, motionscentre, skoler og institutioner i løbet af natten.

- Brintoverilte-teknologien garanterer en evidensbaseret, høj desinfektionskvalitet i modsætning til kendte teknologier, som bygger på testbaserede rapporter, og som samtidig kun desinficerer synlige flader og er farlige for mennesker, når de er i proces, uddyber Flemming Thinggaard.

Bygger oven på Mir-robot

Den nye desinfektionsrobot bygger på den velkendte, fynske platform fra Mir, hvor Flemming Thinggaard selv var med som ansat nummer syv i 2015.

- Jeg kontaktede tidligere designkonsulent for Mir, Lars Majlund Mørk, og samarbejdet udviklede sig hurtigt fra konsulenthjælp til en plads på holdet. Som ledende softwareudvikler er Bo Thinggaard hentet ind. Han er en enestående kapacitet, som på rekordtid har bygget en skalérbar arkitektur, der matcher vores visioner for fremtiden, siger Flemming Thinggaard.

Autonomous Units arbejder på højtryk for at få robotten ud til verden, og næste step er test af det samlede setup ved motionscenteret ”God form” i Ringe. Ejer og centerleder Søren Andersen siger:

- Jeg er klar på ny teknologi, og vi gør i forvejen en stor indsats for at sikre hygiejnen, så hvis robotten kan forebygge smittespredning, er testen en succes for både mig og centerets brugere.

DMD4000 forventes klar til salg ultimo 2020, men Autonomous Units er allerede nu i dialog med kunder og forhandlere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078