23948sdkhjf

Corona-hjemmearbejde fortsætter med at løfte salget hos GN

Coronakrisen fortsætter med at have særdeles modsatrettede konsekvenser for den danske koncern GN. Selskabet sælger høreapparater og headsets. Og mens førstnævnte er hårdt ramt af krisen, sælger det næste i stor stil.

Facit bliver dog positivt for selskabet.

I juli, august og september er det samlede salg nemlig løftet til 3,7 milliarder kroner. Det er knap 25 procent mere end i de samme tre måneder sidste år, fremgår det af selskabets regnskabet for perioden.

Salget af høreapparater er i kvartalet faldet 14 procent til 1,3 milliarder kroner. Det hænger sammen med, at færre har været til specialist for at få tjekket, om de har brug for at købe et høreapparat under krisen. Her har der dog været en spirende genopretning i kvartalet, lyder det i regnskabet.

I headset-forretningen er salget omvendt steget 66 procent til 2,4 milliarder kroner, da flere har arbejdet hjemme og derfor har haft brug for headsets.

Chefen for området, René Svendsen-Tune, siger i en kommentar, at det leverede en ekstraordinær høj salgsvækst.

- Efterspørgslen var selvfølgelig hjulpet af agendaen om hjemmearbejde, men nedenunder ser vi en fundamental sund udvikling i efterspørgslen for fleksible løsninger, lyder det.

Salg af høreapparater har historisk set været det største forretningsområde for GN. Sidste år tippede det dog over, så det blev headsets, som fyldte størstedelen af salget.

Det er blandt andet callcentre, banker og forsikringsselskaber som køber headset fra GN af mærket Jabra. Det sælges dog også til privatpersoner, hvor selskabet de seneste år har haft succes med det trådløse headset Jabra Elite.

GN beskæftiger globalt set flere end 6000 mennesker. Selskabet er noteret på børsen i København, hvor det er en del af det ledende aktieindeks, C25.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094