23948sdkhjf

Mange nye UV-produkter kan give falsk tryghed

Teknologien med UV og UV-C lys til at inaktivere bakterier og virus har været kendt siden 1903. Den er hidtil primært blevet anvendt i industrien, samt på hospitaler og i laboratorier. Altså primært i professionelle sammenhænge ind til nu.

Med udbredelsen af corona-virus har teknologien nu også fanget an i resten af samfundet, hvor en lang række producenter nu udvikler produkter henvendt til salg i eksempelvis uddannelsesinstitutioner, børnehaver og andre steder, hvor mennesker har berøring med de samme ting.

Daglige henvendelser
Fra virksomheder i branchen lyder det nu, at de mange nye produkter kan risikere enten at skabe falsk tryghed, eller i værste fald, at de kommer til at skade mennesker. Der er nemlig mange parametre at tage hensyn til i forhold til UV behandling.

Sådan virker UVC lys:

UVC behandling er en effektiv desinfektionsform i luft, væsker og overflader. Når UVC strålerne rammer mikroorganismerne og trænger ind i cellen, ødelægges Dna´et i cellerne og forhindrer cellens evne til at reproducere. Dette forhindrer at cellen kan formere sig til en infektion i en vært.

UV lys inddeles således:

- UVA (langbølge stråling) fra 315 nm til 400 nm
- UVB (medium bølge stråling) fra 280 nm til 315 nm
- UVC (kortbølge stråling) fra 100 nm til 280 nm

Kilde: Naturlig Desinfektion

Hos virksomheden Naturlig Desinfektion, som i en årrække har udviklet og testet UVC-produkter for store industrikoncerner som eksempelvis Skov A/S og Chr. Hansen A/S, får man nu dagligt henvendelser fra nye producenter, der gerne vil have testet effekten af deres produkter, som skal sendes ud i samfundet i kamp mod corona-virus.

- Den vigtigste forudsætning for at kunne anvende UVC-metoden korrekt er at kende den rigtige dosis, altså lysmængden, der skal til for at dræbe for eksempel coronavirus. Uden den skaber man falsk tryghed, da UVC-metoden vil have begrænset, hvis overhovedet nogen effekt. Det kan i værste fald kan få sundhedsmæssige konsekvenser, forklarer Pernille Snitkjær, der er CEO for Naturlig Desinfektion. 

Vær ansvarlige
Pernille Snitkjær er også bekymret for, at mennesker eller dyr vil komme alvorligt til skade i forbindelse med udbredelsen af UV-lys i samfundet.

Derfor er det vigtigt, at producenterne optræder ansvarligt, mener hun.

- Hvis man udvikler et produkt, der med UV-C lys kan uskadeliggøre virus og bakterier, så kan det også være meget farligt for mennesker. Så man kan sige, at man enten risikerer at udvikle et produkt, der ikke virker og skaber falsk tryghed. Eller også laver man et produkt, der er kraftigt nok til at give mennesker svejseøjne og store skader på huden, siger Pernille Snitkjær.

Hun oplever udover, at antallet af henvendelser om test af uv-produkter er steget i år, også at antallet af sælgere og mails, der tilbyder UV-lamper er steget betragteligt. 

- Der er rigtig mange, der er gået i gang med at lave løsninger med UV og UVC lys. Og det er bare vigtigt at vide, hvad man laver, siger Pernille Snitkjær.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063