23948sdkhjf

Elektronik-firma: Fugleskræmsel kommer til at stå for halvdelen af vores omsætning

Daugaard Elektronik, der ejer og producerer BirdAlert, har fået gang i salget. Siden oktober har man solgt 170 enheder og regner i år med at producere mellem 500 og 1000 enheder.

Og det vil skæppe godt i kassen efter en relativt sløv start.

- Vi kan mærke at efterspørgslen stiger kraftigt nu. Og jeg har nu budgetteret med, at vi producerer og sælger minimum 500 styk. Det vil betyde, at godt halvdelen af vores omsætning i 2021 vil komme fra BirdAlert, fortæller Bjarne Drews, der er medindehaver af Daugaard Elektronik.

I 2018 købte Daugaard Elektronik konkursboet efter WildDetect, der har udviklet det intelligente fugleskræmsel kaldet BirdAlert. Den inteligente løsning blev til på baggrund af en Ph.d. afhandling på Aarhus universitet.

Daugaard Elektronik afsætter BirdAlert via forhandlere som eksempelvis Rentokil i lande i hele verden. 

- På grund af corona så gik det lidt sløvt, fordi forhandlerne ikke måtte møde op hos kunderne eksempelvis i England, hvor de i byerne døjer rigtig meget med måger på hustagene, fortæller Bjarne Drews.

- Men efter, at der blev åbnet lidt mere op, så er det virkeligt gået stærkt og vi har faktisk tømt lageret, så vi først kan levere igen i slutningen af marts, siger Bjarne Drews.

Hvad er en BirdAlert?

BirdAlert et intelligent fugleskræmsel, der kan bruges i landbruget, Industrien, frugtplantager og i byerne til at holde skadedyrsfugle væk fra afgrøder, smådyr og mennesker.

BirdAlerten, står og ”lytter” alle ”lyde” bliver opdelt i 1 sekunders enheder som deles i 11.000 lydbidder der signalbehandles.

Når der er sammenfald med en kendt fugleart, udsender BirdAlerten fugleartens eget ”advarselsskrig” eller den aktiverer en anden skræmmeaktivitet som en gaskanon eller en oppustelig mand.

Fortsat udvikling

BirdAlert kan på nuværende tidspunkt genkende og skræmme fire fuglearter. I Schweiz, hvor der er solgt mange enheder til, er det især rågerne, som majsbønderne slås med.

- De er kloge fugle og går bare metodisk igennem rækkerne og plukker de såede majs. De kan tømme sådan en mark på få timer, siger Bjarne Drews.

I de kommende år vil BirdAlert gradvist blive udviklet til at kunne genkende og skræmme flere og flere fuglearter.

- Der er ingen tvivl om, at potentialet er helt enormt. Men som en lille virksomhed så tager vi det hele et skridt af gangen og sørger for at få nogle enheder ud at arbejde, siger Bjarne Drews.

En BirdAlert koster for slutkunden godt og vel 14.000 kroner plus moms og kommer med batteri, solcelle og et intuitivt appstyringssystem.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078