23948sdkhjf

Dantax ligger på lur til opkøb af stærke Hi-Fi-brands

Dantax A/S, moderselskabet bag det producerende Pandrup-selskab Dantax Radio, polstrer sig godt i disse år.

Det børsnoterede selskab kunne for halvåret juli-december 2020 vise et overskud efter skat på 8,9 millioner kroner. 

Men det er ikke via produktion salg af high end højttalere, at størstedelen af pengene kommer ind. I perioden havde Dantax A/S cirka 60 millioner kroner investeret i aktier, og de gav et afkast på 10,9 millioner kroner.

- Vi har været heldige og dygtige til at ramme de rigtige værdipapirer. Så det er bare positivt, fortæller Peter Bøgh Jensen, CEO for Dantax A/S i et interview med Electronic Supply.

Ligger på lur

Men selvom det netop nu er lukrativt at lade pengetanken stå og arbejde på aktiemarkederne, så er det faktisk planen, at en del af pengene skal investeres i nye etablerede high end brands.

På nuværende tidspunkt står Dantax bag mærkerne Raidho, Scansonic og Gamut og Dantax har holdt øjne og ører åbne siden 2016, hvor man afhændede sin ejerandel af luftfartsvirksomheden Nordic Air.

Der er plads til flere brands.

- Vi lever og ånder jo for HiFi og high end højttalere. Og derfor holder vi et skarpt øje med, om der skulle være brands, der kan passe ind her hos os, siger Peter Bøgh Jensen, der understreger, at man ikke ser værdi i at kaste sig ind i redningsaktioner af eventuelle nødlidende brands.

- Det skal være brands, som umiddelbart vil skabe synergi med vores eksisterende brands. Det kunne en forstærker, kabler, pladespiller eller møbler. Vi har jo distributionsnettet på plads, men det skal være den rigtige case, som kan matche eksempelvis Raidho, forklarer Peter Bøgh Jensen.

Dantax købte Raidho i 2009 og det seneste opkøb var i 2018, da man samlede Gamut op.

- Det vil være en spændende rejse at få endnu et brand med, men det er vigtigt at understrege, at hvis vi skal ud og bruge en sum penge, så skal vi være 100 procent sikre på, at brandet er mindst lige så stærkt som vores nuværende, at der vil være gensidig værdi for flere af vores brands og så skal et opkøb umiddelbart skabe synergi i salg, siger Peter Bøgh Jensen, der som alle andre i branchen mangler de store messer, small talk og lytten til vandrørene for at snuse mulighederne op.

- Det er jo derude, man får snakken og alle rygterne. Det får man ikke her hjemme på kontoret i corona-lockdown, siger Peter Bøgh Jensen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109