23948sdkhjf

DI: I 2030 skal 40 procent af erhvervslivets ledere være kvinder

I Danmark har vi et kønsskævt arbejdsmarked. I dag er det kun hver tredje medarbejder i den private sektor, der er kvinde. Samme tendens gør sig gældende på ledelsesniveauerne, hvor kvinder sidder på 26,6 procent af stillingerne.

DI har ambitioner om, at andelen i 2025 skal stige til 35 procent. Og i 2030 skal 40 procent af lederstillingerne i danske virksomheder være besat af kvinder.

- Hvis Danmark skal være verdens bedste land at leve og drive virksomhed i, så skal vi sikre, at vi har adgang til de mest talentfulde medarbejdere. Halvdelen af Danmarks talentpulje er kvinder, men de er desværre underrepræsenteret i erhvervslivet. Derfor samler vi erhvervslivet på tværs af brancher og landsdele, så vi i fællesskab kan vende udviklingen, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

Derfor inviterer Dansk Industri alle danske virksomheder til at skrive under på et mangfoldighedsløfte, The Gender Diversity Pledge, hvor man giver hinanden håndslag på at arbejde for at skabe et mangfoldigt arbejdsmarked.

Mangfoldighedsløftet er en del af en større strategi for at fremme kønsdiversitet i erhvervslivet, og som en del af strategien skal virksomhederne arbejde målrettet med egne måltal for ledelse og bestyrelser.

- Vi skal sikre ligestilling i Danmark, og derfor skal vi have flere kvinder i den private sektor. Vi har ganske enkelt en fælles interesse og opgave som samfund i at sikre, at alle talenter bliver udnyttet bedst muligt. Det kræver samtidig, at vi skaber gode muligheder for, at kvinder kan forfølge en lederkarriere på lige fod med mænd, siger Lars Rasmussen, formand for DI’s mangfoldighedsudvalg og bestyrelsesformand i blandt andet Coloplast og Lundbeck.

Mange virksomheder arbejder i dag målrettet med at øge kønsdiversiteten i deres virksomheder og ledelser, og det er den gode erfaringsudveksling på tværs af virksomheder, der er udgangspunktet for det strategiske arbejde.

Ud over målsætningen om flere kvinder i ledelse og bestyrelser, tilslutter virksomhederne sig også 16 principper og handlinger for at fremme kønsdiversitet. Det er netop disse principper og handlinger, som kan drive forandringen.

Virksomhederne, som er med, indfører specifikke styringsværktøjer som egne måltal og KPI’er vedrørende kønsdiversitet. Derudover bakker virksomhederne op om mere øremærket barsel til mænd og vil samtidig medvirke til at skabe større mobilitet mellem det offentlige og private arbejdsmarked ved at synliggøre karrieremuligheder i danske og internationale virksomheder.

- Skal vi lykkes med at nå målsætningen om 35 procent kvinder i ledelse i 2025, vil det kræve, at hver anden lederstilling bliver besat af en kvinde fra i dag. Det er nødvendigt, at vi sætter barren højt, og at vi i erhvervslivet går forrest. Alt for længe har vi talt om, hvordan vi får flere kvinder i ledelse og samtidig fremmer ligestillingen i vores samfund. Der er brug for handling, og første skridt er ved at skrive under på løftet, siger Lars Sandahl Sørensen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094