23948sdkhjf

Lynhurtig succes: Nyt dansk robotfirma har fået fat i det globale marked

Danske Aim Robotics har fuld fart på sine løsninger til dispensering af for eksempel lim. Firmaet har lige lanceret sit fjerde produkt, en elektronisk styret patrondispenser FD310, som er beregnet til 310 milliliters patroner.

Firmaet, der blev startet i sommeren 2019, udvikler dispenserløsninger til kollaborative robotter, som for eksempel Universal Robots' robotter.

- Ideen var, at vi ville skynde os at udvikle, og vi er også blevet de første, der er kommet på markedet med en dispenser-løsning til kollaborative robotter, siger Mie Haraldsted, der er direktør for Aim Robotics. Firmaet har fire fuldtidsansatte plus to studerende.

- Det, der gør os specielle, er, at vi kan bruge de patroner, der i forvejen bliver brugt i industrien, siger hun.

Så intuitivt som muligt

- Vi har arbejdet meget på at gøre vores løsning nem at bruge. Det skal være så intuitivt som muligt. Vi har lavet en software, der gør det endnu nemmere at programmere en robot til at foretage en dispenseringspath. Det er et program, der er simpelt at bruge. Selv uden stor robotkendskab kan man sætte vores løsning op på 10 minutter. Vi er de første, der er kommet med dispensere, der ikke bruger trykluft, siger hun.

Hun fortæller, at Aim Robotics allerede har 30 distributører på flere kontinenter. Kunderne kommer tilsvarende fra flere lande.

Chokoladesirup

Dispenserne bliver som nævnt i stor grad brugt til limning af emner. En meget speciel anvendelse er en kokkeuddannelse i Spanien, som bruger dispenseren til at dispensere chokoladesirup på kaffe på en universitetscafé.

Præcision

Mere mainstream anvendelser er eksempelvis at smøre fedt i kuglelejer eller silicone i pakninger. Det kan gøres med stor præcision, hvad man også kan se på Aim Robotics' hjemmeside www.aim-robotics.com.

- Vi har en høj gentagelsesnøjagtighed, siger Mie Haraldsted.

Aim Robotics' dispensere er blevet certificerede i Universal Robots' univers UR+, og har dermed fået Universal Robots anerkendelse. Aim Robotics vil også tilpasse sine dispensere til andre kollaborative robotter.

Aim Robotics arbejder i øjeblikket både i Hellerup og i Robotics StartUp Hub i Odense. Det er meningen, at virksomheden etablerer sig i Alfa Lavals iværksætterpark i Søborg inden længe, men der vil stadig være aktivitet i Odense.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078