23948sdkhjf

Har gjort alt rigtigt: 99 ugers leveringstid på en enkelt komponent truer startup på livet

Historien om manden bag Fueli er på mange måder et rigtigt godt eksempel på en ihærdig iværksætter, der har taget hele turen fra ide, til udvikling, prototype, tests, producentaftale og så videre.

Men det er også et meget håndgribeligt eksempel på, hvad den globale komponentmangel har af konsekvenser.

Thomas Højland Gadegaard har det hele klart. Hjemmeside, marketing-kampagne, en salgsplan og flere kunder, der har givet tilsagn.

Hjemme i Struer trykker han på knappen og vil sætte gang i produktionen af de første 2000 enheder af den lille alarmbrik, han har opfundet. Nu kører det.

Og så sker der ikke noget.

Svaret fra distributøren Arrow Electronics er desværre nedslående. En enkelt lille komponent er der nu 99 ugers leveringstid på. Den kan ikke undværes, og man kan ikke bare bruge en anden. Det er den komponent eller intet produkt.

- Altså svaret med de 99 ugers leveringstid er systemet, der fortæller, at det ikke ved, hvornår der kan leveres. Det kan vise sig at være om to måneder eller om to år. Ingen ved det, fortæller Søren Pagh, der er account Manager hos Arrow Electronics. Han har været Thomas Højland Gadegaard og Fuelis sparringspartner i et par år.

Slip for dyr regning efter tanketorsk

Fueli er en af den slags opfindelser, hvor man tænker; findes det ikke allerede? Det er en lille brik på størrelse med en kastanje. Monteret på indersiden af bilens tankdæksel aktiveres den af lyset, når dækslet åbnes. Kommer man til at vælge den forkerte stander på tankstationen, så hyler brikken, når studsen nærmer sig.

Hvert år fejltanker 20.000 danskere deres bil. Og for især dieselbiler er der tale om en meget, meget dyr fejl. Hvis man starter en dieselbil med benzin i tanken, så kan det koste imellem 40-80.000 kroner i mekanikerregning.

Thomas Højland Gadegaard har prøvet det selv for år tilbage. I et øjebliks uopmærksomhed kommer han til at hælde benzin på tanken. Han opdager dog fejlen og slipper derfor med en regning på 3.000 kroner. Benzinen fik han ikke en gang med sig.

- Jeg har aldrig haft ambitionen om at blive selvstændig eller opfinder. Men jeg har i mange år haft en notesblok på telefonen, hvor jeg skriver gode ideer op. En automatisk løsning til at undgå fejltankning kom på listen dengang, fortæller Thomas Højland Gadegaard, der er uddannet elektriker og el-installatør.

- Der står 20 ideer på den liste. Det vigtigste for mig i forhold til Fueli er nu, at jeg får lavet hele rejsen med det koncept. Planen er ikke, at jeg skal ud og sælge millioner af dem i hele verden, men i stedet for, at jeg får læringen i at kunne tage turen fra ide til færdigt produkt og en køreklar forretning, siger Thomas Højland Gadegaard. 

Risikerer at kvæle forretningen

Det faktum, at Thomas Højland Gadegaard og Fueli pt er låst i startboksen på grund af den manglende komponent, kan risikere at kvæle forretningen allerede inden alarmbrikken overhovedet kommer rigtigt på markedet.

Der er ikke uanede midler i budgettet, og ifølge planen, så skal Thomas Højland Gadegaard ud og sælge om ganske få måneder. Men uden de første 2000 enheder, så er køreplanen foreløbigt aflyst.

- Det er ærgerlig og det begynder at være kritisk. Hvis jeg da bare kunne få at vide, hvornår jeg kan regne med at få komponenten, så kunne jeg jo planlægge efter det. Men som det ser ud nu, så skygger usikkerheden for det hele, siger Thomas Højland Gadegaard, der har satset sin tid og sine penge på at bygge Fueli op.

Så uret tikker lige nu i Struer.

- Ifølge min plan, så skulle jeg have brugt resten af året på at få solgt de første 2000 enheder. Men som det ser ud nu, og jeg ikke kan sætte produktionen i gang, så skal jeg ud og skaffe ny kapital allerede i oktober, fortæller Thomas Højland Gadegaard.

For Søren Pagh er følelelsen af magtesløshed det værste. Som den direkte kontaktperson hos Arrow Electronics er han helt tæt på frustrationerne over den aktuelle globale komponentmangel.

- Det her rammer alle i hele verden både store og små. Men det er klart, at det for en lille startup, som Fueli virker ekstra frustrerende, at en helt simpel komponent ikke kan skaffes, og at det risikerer at rive tæppet væk under projektet, siger Søren Pagh.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093