23948sdkhjf

Sønnens ven tog over i generationsskifte: - Det er måske lidt atypisk

Faren er stoppet som direktør, og sønnerne indtager vigtige poster i virksomheden. Det har været vigtigt at give plads, lyder det blandt andet

Lys-virksomheden Teamtronic på Fyn har i årevis været drevet af Poul Nellemose.

Han startede virksomheden, der leverer kundetilpassede belysningsløsninger, efter at have solgt en anden virksomhed.

I dag er Poul Nellemose trådt tilbage fra direktørposten. Han er teknisk chef, og hans to sønner, Karsten Nellemose og Klaus Rise, har overtaget ejerskabet, mens en gammel ven af familien, Mathias Joachim Larsen, er blevet administrerende direktør.

Men det har ikke altid ligget i kortene, at det var sådan, det skulle gå.

Om Når stafetten gives videre

I en række artikler på Electronic Supply kigger vi tilbage nogle generationsskifter i elektronikkens verden.

I nogle tilfælde er der tale om klassiske generationsskifter, hvor en generation overlader ansvaret til den næste. Og i andre tilfælde er der "blot" tale om, at en direktør med mange år på posten trækker sig og overlader ansvaret til en ny direktør.

Har du et bud på et direktørskifte, vi kan skrive om?
Kontakt gerne journalist Morten Hermann på mhe@nordiskemedier.dk.

Var ikke planen

Teamtronic var i mange år en mindre forretning. Det var mest af alt en virksomhed, som Poul Nellemose kunne drive i det små og skabe sig en solid hverdag på.

Alt imens var der ikke planer om, at sønnerne Klaus og Karsten skulle være en del af foretagendet. De to var begge entreprenante fra barnsben og studerede innovation på HHX.

Alligevel endte Karsten Nellemose med at træde i virksomheden i sit sabbatår i 2016.

- Efter jeg gik ud af HHX, fik jeg tilbuddet om at arbejde her. Jeg tænkte, at det var fin mulighed for at tjene lidt penge, indtil jeg fandt ud af, hvad jeg ville, siger Karsten Nellemose.

Klaus Rise kom til året efter.

Siden da har begge været gennem de fleste dele af virksomheden: samlet lamper i produktionen, siddet i økonomi-afdelingen, indkøb, logistik - ja, stort set alle afdelinger i familieforetagendet.

Og de er blevet hængende. I dag sidder Klaus Rise som ansvarlig for indkøbsafdelingen, mens Karsten Nellemose sidder med salg og udarbejdning af tilbud til kunder.

Det er måske lidt atypisk, at det ikke er et af børnene, som overtager som direktør. Men det behøver ikke være forkert, hvis de kan bruge deres kompetencer andre steder. Poul Nellemose, teknisk chef og stifter, Teamtronic

Skepsis fra gammel bestyrelse

Der er dog kommet andre boller på suppen i Teamtronic siden sønnerne kom ind.

For på et tidspunkt blev der lagt op til, at Poul Nellemose ville træde tilbage, og tankerne om et generationsskifte blev luftet. Sønnerne blev en del af bestyrelsen og fik en smagsprøve på, hvordan virksomheden blev drevet. Men de blev også mødt af en vis skepsis fra den daværende bestyrelse, når de kom med input.

- Der blev set lidt skævt til os, fordi vi var nogle unge gutter. Og det er svært at overtage, hvis man ikke får lov til at komme med sine idéer. Så vi sagde, at hvis vi skulle overtage, så skulle der andre med i bestyrelsen, så vi kunne få lov til at få vores idéer på banen. Det var Poul heldigvis med på, siger Karsten Nellemose

Dermed var generationsskiftet iværksat. 

En velkendt direktør

Siden da har de to sønner arbejdet på at gøre virksomheden til deres egen. For nu hvor ingen af dem endte med at blive iværksættere i en selvstartet virksomhed, har det været vigtigt, at den entreprenante ånd har kunnet få lov at udfolde sig i Teamtronic.

- Vi har vores tanker, og hvis vi skulle det her, så skulle vi kunne sætte vores præg, siger Klaus Rise.

Det har blandt andet været en del af planen at vokse virksomheden betragteligt, og siden 2016 er medarbejderstaben også mere end fordoblet.

Men det sker ikke med nogen af dem for bordenden. De to brødre vil hellere bruge kræfterne på de områder, hvor de hver især excellerer.

Om Teamtronic og generationsskiftet

  • Belysningsvirksomhed stiftet i 2009.
  • Holder til i Odense.
  • Leverer kundetilpasse LED-løsninger til inde og ude.
  • Stfitet af Poul Nellemose, der i dag er teknisk chef.
  • Sønnerne, Karsten Nellemose og Klaus Rise, har været en del af virksomheden i en årrække. De sidder også på størstedelen af ejerskabet. Karsten Nellemose og Klaus Rise sidder med henholdsvis salg og indkøb i Teamtronic.
  • I forbindelse med generationsskiftet blev Mathias Joachim Larsen, en barndomsven af Karsten Nellemose, indsat som administrerende direktør i februar 2024.

Kilde: Teamtronic

Da generationsskiftet først startede, stoppede Poul Nellemose, og der kom en ny direktør ind. Men det gik ikke efter planen, så stifteren kom tilbage. I februar i år faldet valget så på Mathias Joachim Larsen.

Han er Karsten Nellemoses barndomsven og har kendt familien siden barnsben. Han har også været en del af Teamtronic i årevis.

- Det er måske lidt atypisk, at det ikke er et af børnene, som overtager som direktør. Men det behøver ikke være forkert, hvis de kan bruge deres kompetencer andre steder. Og Mathias har jeg jo kendt, siden han gik i børnehaveklasse, så det er nærmest også et stykke familie, siger Poul Nellemose.

Og Teamtronic har været med til at betale for Mathias Joachim Larsens HD-uddannelse og set ham udvikle sig gennem mange år i virksomheden.

- Vi har været med til at støbe ham, så vi ved også, hvad han kan, lyder det fra Poul Nellemose.

Den præmis køber Mathias Joachim Larsen ind på. Med sin lange erfaring i Teamtronic - inklusiv en tid som bestyrelsesformand - var han godt klædt på.

- Poul har givet plads til holdninger og så kommet med sin erfaring og indspark. Han har troet på den beslutning, han tog, og det virker godt, siger Mathias Joachim Larsen.

Tegner de store linjer

Selvom hverken Klaus Rise eller Karsten Nellemose er administrerende direktør, så er de som ejere og bestyrelsesmedlemmer med til at tegne de store linjer i virksomheden.

Og det får de lov til.

- Poul er med på sidelinjen, men vi får lov til at udføre vores idéer. Han er en skidegod mentor, men det er os, der tager teten, siger Klaus Rise.

Det bekræfter Poul Nellemose, der er stolt over den måde, sønnerne driver virksomheden på.

- De har haft ret i de ting, de har gjort. Og jeg er stolt over de ting, de har formået, siger Poul Nellemose.

Balance, ærlighed og nære relationer

Efter flere års erfaring med generationsskiftet kan de involverede parter nu give et par råd til andre, der overvejer lignende

- For dem, der træder tilbage, er det vigtigt at give plads. Man skal turde læne sig tilbage og stole på, at de gør det rigtige uden at blande sig. De kan spørge ind og få råd og bruge dem, som de vil, men det er vigtigt, at de får lov til at tage beslutningerne, lyder Poul Nellemoses.

Mathias Joachim Larsen er enig i, at det er vigtigt at få lov til at udføre sine planer.

- Mit råd er åbenhed. Man skal være ærlig overfor hinanden, om hvad man føler. Man skal give plads, for hvis man ikke giver plads, så er de ikke næste generations tanker og idéer, der får lov til at forme det, siger Mathias Joachim Larsen.

Klaus Rise vil gerne understrege vigtigheden i at finde den rette fordeling mellem arbejde og privatliv.

- Man skal huske at finde en balance i at være selvstændig. Nogle siger, at når man er selvstændig, så arbejder man 24/7. Men det er vigtigt at huske på, at man har nogen at komme hjem til. Man skal huske, at arbejde er en ting, men at familien også er der. Ellers kan man arbejde sig ihjel, lyder rådet fra Klaus Rise.

For Karsten Nellemose mener, at det sagtens kan fungere at arbejde sammen med nære relationer.

- Man skal ikke være bange for at tage nogen ind i virksomheden, som er nære. Om det så er familie eller en god ven. Man behøver ikke være bange for, om man er for tætte, siger Karsten Nellemose.

Artiklen er en del af temaet Når stafetten gives videre.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062