40 års parløb er slut: - Jeg ser frem til at skulle stå med det selv
Efter over 40 år som kolleger - heraf de sidste 15 i fælles ejerskab - er parløbet mellem Henrik Frydendal og Ole Rørdam Larsen slut.
For Ole Rørdam Larsen er trådt tilbage som direktør og har solgt sin halvdel af i Tommerup Elektronik til sin mangeårige partner. Den 68-årige nu tidligere direktør har valgt at gå på pension.
Dermed er det nu Henrik Frydendal, der står alene med både ejerskab og direktørpost. Duoen har siden 2009 sammen ejet EMS-virksomheden.
- Det bliver noget anderledes for mig, men jeg er optimistisk, for det er stadig det samme stærke hold, vi har her, siger 65-årige Henrik Frydendal om den fynske EMS-virksomhed, der i dag gør sig i både udvikling, prototyper og serieproduktion og har 23 ansatte.
Langt partnerskab
Henrik Frydendal og Ole Rørdam Larsen har kendt hinanden helt siden de tidlige 80'ere, hvor de begge var en del af Nyborg Vaskerimaskiner. Det var ud af elektronikdelen af den virksomhed, at Tommerup Elektronik i 1984 voksede.
Der skulle dog gå en del år fra etableringen af virksomheden, før de to mangeårige ejere indgik det partnerskab, som Tommerup Elektronik siden har været kendt for.
I 2009 trådte direktør og ejer, Hans Petersen, tilbage, og her købte Ole Rørdam Larsen og Henrik Frydendal sig til ejerandele på hver 50 procent.
- Så det har været 15 år med delt ejerskab. Det har både sine fordele og sine ulemper, for man er to om at beslutte tingene, men hvis vi ikke er enige, så kan det også stå lidt stille, siger Henrik Frydendal.
Spændt på ny hverdag
I det nye setup er Henrik Frydendal administrerende direktør. Det er en ny rolle. Hidtil har han fungeret som udviklingsdirektør parallelt med posten som formand for bestyrelsen, som han nu dropper.
- Jeg er først og fremmest udviklingsmand, så jeg forventer ikke på den måde en stor direktørrolle. Det er mig, der er direktøren, men jeg kommer til at uddelegere, og det er en holdindsats, siger Henrik Frydendal.
Han er dog ikke helt fremmed i direktørgerningen, eftersom han gennem en årrække har indtaget direktørposten i søsterselskabet Inno-sign sideløbende med arbejdet i Tommerup Elektronik.
Og selvom det bliver en anderledes hverdag uden sin faste makker, glæder den nye direktør sig til at tage fat på arbejdet.
- Jeg ser frem til at skulle stå med det selv. Jeg har været med siden begyndelsen, og det glæder mig, at jeg har muligheden for og helbredet til at kunne overtage 100 procent. Det bliver alletiders, siger Henrik Frydendal.
Han understreger dog, at han ikke kommer til at vende op og ned på forretningen, bare fordi han nu selv kan tage de store beslutninger.
- Det kommer ikke til at være nogen stor omvæltning, og jeg skal også lige finde min plads i det, siger han.
Ikke et generationsskifte foreløbigt
Som nu formand i Tommerup Elektronik indtræder hans egen søn, Emil Frydendal.
Det kunne give anledning til at tro, at der var et generationsskifte undervejs, men det er ikke på tale endnu.
- Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Jeg kan godt lide tanken om det på et tidspunkt, men om Emil også kan det, det ved jeg ikke, for han har også et godt job et andet sted.