23948sdkhjf

Fra 58 til 120 millioner: Kæmpevækst på global oprustning

Markedet vokser, men Mydefence har også gjort sit til at få foden indenfor

På fire år er de gået fra en bundlinje på 7.000 kroner til 120 millioner kroner.

Den nordjyske antidrone-virksomhed Mydefence leverer disse år eksplosive vækstrater, og med det netop offentliggjorte regnskab er indtjeningen fordoblet.

Mydefence A/S
Regnskabsår 2024 2023
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 206,5 103,5
Resultat af primær drift 153,3 74,8
Resultat før skat 155,8 73,8
Årets resultat 120,6 58,1
Balancestatus 305,2 158,8
Egenkapital 217,8 97,1
Kilde: CVR

Virksomheden leverer udstyr, der blandt andet bruges på slagmarken til at pacificere droner, så de kan skydes ned. Teknologien bruges blandt andet i krigen mellem Ukraine og Rusland, og både denne krig og den generelle oprustning verden over har været med til at drive efterspørgslen.

Men det har ikke kunnet lade sig gøre at følge med på efterspørgslen, hvis det ikke var på et bagtæppe af store investeringer i virksomhedens kapacitet. Således åbnede Mydefence i fjor udvidelsen af fabrikken i Nørresundby, hvor produktionskapaciteten blev tidoblet.

- Vi har haft et super travlt år, og udvidelsen har uden tvivl gjort, at vi kunne levere på efterspørgslen, siger Dan Hermansen, der er stifter og CEO i Mydefence.

Han fortæller, at man på samme tid er gået fra at være ordreproducerende til lagerproducerende, og med flere hyldevarer på lagrene, kan man derfor lettere levere lynhurtigt.

Stor skalering

I løbet af det seneste år er Mydefence gået fra 32 til 83 ansatte, og der er ikke kun tale om folk i produktionen.

- Vi har skaleret på salgssiden og udvidet det kommercielle team, og det har også hjulpet til at vinde nogle store kontrakter, siger Dan Hermansen.

Han fortæller, at det kommercielle team blandt andet har bidraget med styrket markedsføring, sociale medier-tilstedeværelse og en ny hjemmeside.

- Det styrker vores profil og synlighed og giver til syvende og sidst flere kontrakter.

USA-sats giver pote

Det er dog ikke kun i Nørresundby, at Mydefence har været i gang med at udvide. Virksomheden har gennem en længere periode haft kontor i USA, og Dan Hermansen fortalte om muligheden for at åbne produktion her også. Det var blandt andet med henblik på at kunne få lettere adgang til det amerikanske forsvarsmarked.

Det er sket i det forgangne regnskabsår, hvor Mydefence har åbnet produktionsfaciliteter i Oklahoma. Og i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten kan Mydefence også meddele, at man har landet en storordre på 26 millioner dollars - svarende til cirka 164 millioner kroner - hos det amerikanske forsvar.

- Så snart vi meldte ud, at vi påbegyndte produktion og udvikling i USA, kom der ret hurtigt positiv respons på det. Vi endte med at blive inviteret ind i nogle budrunder, som vi normalt ikke ville blive inviteret til, og det endte med at give en god ordre i april, siger Dan Hermansen.

Mydefence er ejet af kapitalfonden Bridgepoint.

Selskabet er stiftet i 2013 af Dan Hermansen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046