23948sdkhjf

Slut med opkøb: - Nu har vi fokus på at komme i mål

Mekoprint vil bruge den kommende tid på at få de seneste års opkøb fuldt integreret i koncernen

Støvring-virksomheden Mekoprint har gennem det seneste halvandet år udvidet sin forretning med fire opkøb, men nu bliver der sat en stopper for opkøbsfesten. I hvert fald foreløbigt. 

- Nej, vi har ikke flere opkøb undervejs, det kan jeg sige klart og tydeligt. Nu har vi fokus på at komme i mål og integrere det, vi har fået ind. Så der bliver en pause nu, siger Anders Kold, CEO i familievirksomheden Mekoprint.

Seritronic, Metalwo, Mikkelsen Electronics og Dahlitech er alle kommet ind i folden . Det er vidt forskellige forretninger, vidt forskellige ansatte og vidt forskellige forudsætninger, som har ligget til grund.

Ifølge Anders Kold ligger der en særlig opgave i at integrere nye folk og lokationer i den eksisterende forretning uden at lade det gå ud over kunderne.

- I forbindelse med opkøb og under en integrationsproces sker det tit, at man kommer til at fokusere mere på det interne, end man egentlig har lyst til. Det har været meget vigtigt for os at fastholde det eksterne kundefokus og så tage den interne integration langsomt, siger Anders Kold.

Forskellige omstændigheder

Seritronic kom allerede ind i Mekoprint i midten af 2023 og var så stærk en forretning, at Anders Kold og resten af Mekoprint-ledelsen har kunnet lade integrationsprocessen tage sin tid. Selskabet, der nu hedder Mekoprint Seritronic, havde i seneste årsregnskab 56 ansatte. Bruttofortjenesten var på 38,7 millioner kroner, og bundlinjen blev 4,9 millioner kroner. Mekoprint Seritronics lokaler ligger tæt på Mekoprints hovedsæde i Støvring, hvor man producerer HMI-løsninger og betjeningspaneler.

Metalwo-opkøbet blev til virkelighed i foråret, og denne forretning indgår ligesom Seritronic under Mekoprints graphic electronics-division, hvor der produceres betjeningsløsninger og frontfolier. Selskabet, der havde faciliteter i Aarhus, havde i sidste regnskab inden opkøbet en bruttofortjeneste på 13,7 millioner kroner og tabte 1 million kroner på bundlinjen. Der var ved udgangen af september 2023 25 ansatte.

Graphic electronics er placeret i hjembyen Støvring, og det var svært at lokke de ansatte fra Aarhus til det nordjyske, så deri bestod opgaven i at overflytte opgaver fra tidligere Metalwo-ansatte til andre medarbejdere. Den del "blev gennemført meget målrettet på et halvt års tid" ifølge Anders Kold, og lokalerne i Aarhus er nu afhændet.

I forhold til Dahlitech var opgaven anderledes efter opkøbet i september. Forretningen specialiserer sig i forskellige svejse-, bukke- og skæreopgaver i metal og kommer ind under Mekoprints mechanics-division, der har hjemme i Hornslet. Dermed er det lettere for de ansatte at flytte arbejdsplads fra Dahlitechs fabrik i Randers og til Hornslet på Djursland. Processen kommer dog til at tage over et år og produktionen i Randers vil fortsætte i en periode.

Dahlitech havde ved udgangen af seneste regnskab 21 ansatte, en bruttofortjeneste på 13,2 millioner kroner og et overskud på 160.000 kroner efter skat.

Integrationen af Mikkelsen Electronics er anderledes, eftersom den kom mere pludseligt og som del af en konkurs. Her var Mikkelsens ansatte gået på sommerferie, da konkursen indtraf, og siden tog processen med kuratoren en vis tid, hvorfor forretningen havde nået at stå stille i en periode.

Dermed bestod der en opgave i at genstarte forretningen. Anders Kold fortæller, at man måtte trække på kræfter fra Mekoprints øvrige afdelinger for kabelkonfektionering. Med opkøbet har Mekoprint desuden fået afdelinger i Serbien og Farum, der slutter sig til cables-divisionerne i Ukraine og Polen.

Mikkelsen Electronics havde gennem en årrække specialiseret sig i kabelløsninger. Ved sidste regnskab inden konkursen, der løb til udgangen af 2022, havde Mikkelsen en bruttofortjeneste på 12,4 millioner kroner og et bundlinjetab på 21,6 millioner kroner. Der var i 2022 59 ansatte i Mikkelsen.

Fakta om opkøbene

Seritronic blev opkøbt af Mekoprint i august 2023. Virksomheden drives videre i Støvring i de eksisterende lokaler under navnet Mekoprint Seritronic.

Virksomheden producerer HMI-løsninger og betjeningspaneler. Mekoprint Seritronic havde i seneste årsregnskab 56 ansatte. Bruttofortjenesten var på 38,7 millioner kroner, og bundlinjen blev 4,9 millioner kroner. Mekoprint Seritronics lokaler ligger tæt på Mekoprints hovedsæde i Støvring.

Metalwo blev opkøbt af Mekoprint i marts 2024. Virksomheden producerer betjeningsløsninger og er ligesom Seritronic blevet en del af Mekoprints graphic electronics-division. Selskabet, der havde faciliteter i Aarhus, havde i sidste regnskab inden opkøbet en bruttofortjeneste på 13,7 millioner kroner og tabte 1 million kroner på bundlinjen. Der var ved udgangen af september 2023 25 ansatte.

Mekoprint købte Dahlitech i september. Forretningen specialiserer sig i forskellige svejse-, bukke- og skæreopgaver i metal og kommer ind under Mekoprints mechanics-division, der har hjemme i Hornslet. De ansatte vil over tid flytte fra faciliteterne i Randers til Mekoprints ditto i Hornslet, men i første omgang lader man produktionen fortsætte i Randers.

Dahlitech havde ved udgangen af seneste regnskab 21 ansatte, en bruttofortjeneste på 13,2 millioner kroner og et overskud på 160.000 kroner efter skat.

Mikkelsen Electronics gik konkurs henover sommeren 2024, og Mekoprint købte aktiviteterne i august.

Virksomheden specialiserer sig i kabelkonfektionering, og med i opkøbet har Mekoprint fået Mikkelsens afdelinger i Serbien og Farum, der slutter sig til cables-divisionerne i Ukraine og Polen.

Mikkelsen Electronics havde gennem en årrække specialiseret sig i kabelløsninger. Ved sidste regnskab inden konkursen, der løb til udgangen af 2022, havde Mikkelsen en bruttofortjeneste på 12,4 millioner kroner og et bundlinjetab på 21,6 millioner kroner. Der var i 2022 59 ansatte i Mikkelsen.

Kilde: CVR

En team-dag

Alt i alt har det således været forskelligartede opgaver at få nye kolleger, udstyr og lokationer ombord. Og selvom Anders Kold understreger, at det har været vigtigt at sikre, at kunderne ikke har mærket forskel, så har han også gjort sit til at få de nye folk til at føle sig velkomne i den 800 mand store Mekoprint organisation.

- Med Dahlitech tog vi en hel dag i Hornslet, hvor vi samlede alle nye og gamle kolleger til en team-dag, hvor vi fortalte om, hvad vores langsigtede planer var, så det var klart og tydeligt.

- Det er vigtigt at alle får lov til at stille spørgsmål, vende og dreje det nye samarbejde og få lov til at møde hinanden og ledelsen, siger Anders Kold.

En lignende strategi praktiserede Mekoprint i forbindelse med overtagelsen af Seritronic:

Over 10 procent vækst

Med et foreløbigt stop for opkøbslysten og en langsom men sikker integration af de seneste opkøb begynder Anders Kold at kunne se fremad.

I det nuværende regnskabsår, der løber til udgangen af september, forventer Mekoprint at lægge yderligere til omsætningen, så den runder 900 millioner.

Ligeledes regner man igen med tocifrede bundlinjemillioner, hvor Støvring-virksomheden forventer et resultat efter skat på 10-20 millioner kroner.

- Samlet ser det ud til, at forventningerne holder. Væksten kommer primært til at være i graphic electronics- og cables-regi, både i forhold til opkøb og markedet der vender tilbage, siger Anders Kold.

Mekoprint er oprindeligt stiftet af Erland Kold i 1954, hvorefter ledelsen blev overtaget af Esben Kold i 1973, inden Anders Kold tog roret i 2015.

Virksomheden er fortsat på familiens hænder, hvor Anders Kold sammen med sine søskende, Søren Kold og Marie Kold Thamdrup, ejer aktiemajoriteten.

Virksomheden har produktion i Danmark, Serbien, Polen og Ukraine.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062