IT-specialist i svært marked: To opkøb skal sikre fremtiden
Omsætningen voksede en smule, men bundlinjen gik tilbage. Og så blev to nye virksomheder opkøbt.
Det er overskrifterne for Wirteks 2024.
Virksomheden fra Aalborg leverer IT-løsninger til blandt andet energi-, IoT- og kommunikationssektorerne.
- Jeg er stolt over, at Wirtek leverede solide resultater i 2024 trods et vanskeligt forretningsmiljø, udtaler CEO Michael Aaen i en selskabsmeddelelse.
Han fremhæver desuden, at energiområdet er vokset med 84 procent i 2024 og dermed har holdt hånden under Wirtek i et ellers vanskeligt marked.
Wirtek har gennem længere tid haft en forretning inden for IT-konsulentydelser og har været børsnoteret siden 2006. Virksomheden har 103 ansatte fordelt i Aalborg, Rumænien og Portugal.
Det har ikke været muligt at træffe CEO Michael Aaen til et interview omkring regnskabsåret.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 72,9 | 70,4 |
Bruttofortjeneste | 41,0 | 37,0 |
EBITDA | 5,2 | 6,3 |
Resultat af primær drift | 3,1 | 4,7 |
Resultat før skat | 2,7 | 4,5 |
Årets resultat | 2,2 | 4,0 |
Balancestatus | 38,0 | 30,2 |
Egenkapital | 19,6 | 18,5 |
Antal ansatte | 103 | 117 |
Kilde: Wirtek |
Opkøb udvider forretningen
I løbet af 2024 gennemførte virksomheden to opkøb: portugisiske Pragmasoft og den konkursramte danske virksomhed Seluxit.
Det har givet virksomheden mulighed for at udvide forretningen, fortalte Michael Aaen i forbindelse med overtagelsen af Seluxits aktiver i sommer:
- Vi ville gerne væk fra at være rene konsulenter. For hver gang omsætningen skal øges, skal du 1:1 levere flere timer. Vi vil gerne lave en skalering, hvor man kan levere nogle ydelser uden at lægge flere timer bagved. Det får man med Seluxit både gennem deres hardware men også med abonnementsforretningen, der er bygget ovenpå platformen, sagde Michael Aaen.
Det er også i det lys, at Wirtek nu har valgt at dele forretningen i to: services og solutions.
- Ved at udvide vores services-model med en innovativ solutions-model, er Wirtek indstillet til langsigtet vækst, udtaler Michael Aaen i selskabsmeddelelsen.
Hardware-delen i Wirtek omfatter nu blandt andet energi-målere og IoT-udstyr, der kan integreres med selskabets eksisterende softwareplatform. Teknologien kan blandt andet bruges til at nedbringe energiforbruget i bygninger ved at danne overblik over forbrug og strømpriser.
Udover energi og kommunikation leverer Wirtek desuden softwarekonsulentydelser til blandt andet healthtech, fintech og agritech.
Forventer tilbagegang i indtjening
Wirtek forventer, at omsætningen kommer for 2025 kommer til at ligge i lejet 70-75 millioner kroner og en tilbagegang i EBITDA, som forventes at lande på 1-5 millioner kroner.
Det skyldes blandt andet investeringerne i de nye forretningsområder efter opkøbene, men Wirtek regner med, at disse vil have en positiv effekt i det mellemlange og lange løb.
Wirtek blev oprindeligt stiftet i 2001. Virksomheden har hjemme i Aalborg og har gennem en årrække ligeledes haft en afdeling i Rumænien.
Efter opkøbet af Pragmasoft i fjor er virksomheden også til stede i Portugal.
Samlet har Wirtek 103 ansatte.
Virksomhedens største aktionær er Michael Aaen, der ejer godt 27 procent.