Medarbejdere køber automationsvirksomhed tilbage

I 2020 blev Damgaard Automatik købt af Brønderslev-virksomheden Qupaq, men nu skifter virksomheden ejere.
En gruppe medarbejdere har – sammen med Carsten Trudslev, tidligere medejer og direktør hos Qupaq – overtaget virksomheden. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Bag overtagelsen står virksomhedens oprindelige stifter Jacob Rosdam, der grundlagde Damgaard Automatik i 2004, samt de medarbejderne Mads Poulsen, afdelingsleder for produktion og service, og Jonathan Skov, afdelingsleder for konstruktion og programmering.
Vil tættere på kunderne
Damgaard Automatik er leverandør inden for industriautomation, og med medarbejderne selv ved roret er ambitionen at komme endnu tættere på kundernes hverdag og behov.
- Vi er stolte af igen at kunne kalde Damgaard for en lokalt forankret virksomhed. Vores kunder har i mange år haft tillid til os, netop fordi vi kender deres processer og altid er til at få fat i. Den relation vil vi nu styrke yderligere, siger Jacob Rosdam.
Købet er samtidig kulminationen på et længere ønske blandt medarbejderne om at tage styringen selv og sikre virksomhedens fremtidige udvikling. Både Mads Poulsen og Jonathan Skov har gennem årene oparbejdet en stor indsigt i virksomheden, som de nu får mulighed for at præge endnu mere aktivt.
- Vi har et stærkt team, som kender virksomheden ind og ud. Nu får vi mulighed for at lægge vores egen linje og fortsætte den gode udvikling, vi tror på – med respekt for det fundament, virksomheden bygger på, fortæller Jonathan Skov og Mads Poulsen.
Damgaard Automatik udfører elektrisk konstruktion, programmering og service til industriel automatik. Virksomheden har 14 ansatte og havde i 2023 en bruttofortjeneste på 11,9 millioner kroner med en bundlinje på 700.000 kroner.