23948sdkhjf

Iværksætter klar til at indtage det danske belysningsmarked

LumenLight er gået ind på markedet med en ambition om at gøre en forskel i det hastigt voksende marked for LED-belysning i Danmark.

I front er 50-årige Peter Aaløse, der har formuleret en klar strategi for den nye virksomhed: LumenLight skal være grossisternes bedste ven.

De seneste 10-12 år er belysningsbranchen blevet markant større. Det skyldes ikke mindst LED-teknologien og digitaliseringen, der har skabt helt nye muligheder inden for design og energioptimering. Men i kombination med nethandel og lave indkøbspriser fra de store producentlande, har de samme muligheder skærpet konkurrencen i markedet.

Det er netop her, LumenLight vil sætte ind ved at fokusere på rådgivning og kundeservice, der efter Peter Aaløses mening altid er efterspurgt af de seriøse spillere i markedet.

- Ændringerne i branchen er sket i et tempo, som hverken leverandører, producenter og kunder helt har kunnet nå at følge med i. For inden man fik de bestilte varer på lager, havde en anden aktør et nyt og billigere produkt på hylden. Vores berettigelse i branchen skal være, at relationer til både kunder og leverandører med en høj grad af service gør, at der skal mere end pris til at skifte, understreger Peter Aaløse, der oprindeligt er handelsuddannet hos Jungheinrich Danmark.

Efter tiden hos Junghenrich blev Peter Aaløse i 1989 ansat hos John Nielsen, der havde stiftet Flash Light året før. Her har Peter Aaløse gennem de seneste 20 år besøgt leverandører på fabrikker og messer i udlandet – en erfaring han vil trække på i det nye job.

- Vi har lagt en klar strategi, hvor vi tilbyder eksklusive varer til de enkelte aftagere. Sortimentet vil både udvikle sig i et samarbejde mellem os og aftager, men også med en innovativ baseret portefølje fra os, hvis vi ser et vindue i markedet, siger Peter Aaløse, der fortæller, at mindre batches kun leveres til pilot- og referenceprojekter, mens salgs- og supportfokus er på de danske grossister.

LumenLight har etableret sig i lokaler i et af Kastrups industrikvarterer og er fra starten lagerførende primært på de klassiske produkter, mens specialprodukter og eksklusive produkter til de respektive grossister hjemtages på ordre med egne navne og EAN-numre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081