23948sdkhjf

Danske midler har støttet kinesisk militærforskning

Statslige fondsmidler har betalt for fælles forskning mellem DTU og Kinas hær, skriver Politiken.

Den danske statskasse er med til at støtte forskning i ny kvanteteknologi sammen med den kinesiske hær.

Det skriver Politiken tirsdag.

Samarbejdet er foregået siden 2017 gennem Center for Silicium Fotonik til Optisk Kommunikation (Spoc) på DTU.

Her er der udgivet seks forskningsartikler med militærforskere fra PLA's National University of Defense Technology og PLA's Academy of Military Science i Kina.

Samarbejdet risikerer at hjælpe den kinesiske hær, fortæller Ankit Panda til avisen. Han er en af verdens førende eksperter i asiatisk sikkerhedspolitik og blandt andet tilknyttet tænketanken Federation of American Scientists.

- Det er ret sandsynligt, at de civile forskere, som er involveret i det her, kommer til at dele viden med den væbnede del af den kinesiske hær - også direkte, siger han til avisen.

Kvanteteknologi muliggør brug af større mængder data, end man hidtil har set.

Kvanteoptik kan eksempelvis benyttes til at lave krypterede kommunikationslinjer, som i teorien ikke kan aflyttes, skriver Politiken.

Meia Nouwens, som forsker i kinesisk forsvarspolitik for The International Institute for Strategic Studies i London, er enig med Ankit Panda.

De kinesiske forskere samarbejder "ikke bare for deres blå øjnes skyld", vurderer hun.

Fem af de seks forskningsartikler er støttet af Danmarks Grundforskningsfond (DG). DG har tildelt Spoc 59 millioner kroner frem til 2021.

Direktør i DG Søren-Peter Olesen siger til Politiken, at det er DTU's ansvar at sikre, at pengene bruges etisk forsvarligt.

Danmarks Frie Forskningsfond har også støttet en af artiklerne. Den blander sig heller ikke i forskernes samarbejder.

Men fonden lægger vægt på åbenhed.

Og her kan ligge en udfordring i forhold til det kinesiske militær.

I det kinesiske militær er forskningen som udgangspunkt hemmelig, siger bestyrelsesformand David Dreyer Lassen.

Professor Karsten Rottwitt fra DTU Fotonik siger til avisen, at man har fokuseret på at finde et projekt, hvor man ikke kunne komme til at kompromittere eller afsløre hemmeligheder og viden.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078