23948sdkhjf

Stor usikkerhed om corona: Elektronikmesse udskydes til efter sommerferien

Den store elektronikmesse, Electronics of Tomorrow, bliver nu udskudt til 31. august - 2. september 2021. Det fortæller MCH Messecenter Herning i en pressemeddelelse.

Efter planen skulle EOT gennemføres igen 1.-3. juni, men udskydes nu på grund af usikkerhed omkring corona-situationen. EOT arrangeres i et tæt samarbejde med branchen og organisationerne Ingeniørforeningen IDA, PE Professionel Elektronik og DI Digital.

- Vi ved desværre ikke, hvordan coronasituationen ser ud til juni, men af respekt for medlemmernes messeforberedelse og det internationale konferenceprogram mener vi, at det er rettidig omhu at flytte messen nu. Branchen ønsker fortsat at mødes personligt, så derfor glæder vi os over, at vi har fundet en ny dato efter sommerferien, siger Flemming Jensen, administrerende direktør i Nohau Danmark A/S, en af initiativtagerne til EOT og formand for PE Professionel Elektronik.

Kernen i EOT er kombinationen af udstilling, networking og et internationalt konferenceprogram. Til den kommende messe forventes mange spændende udstillere og et flersporet konferenceprogram, som blandt andet byder på LoRaWAN-konferencen fra det anerkendte "The Things Conference On Tour".

- EOT's fornemste opgave er at binde mennesker og brancher sammen med vidensdeling, netværk og forretninger. I øjeblikket står vi i en helt særlig situation, hvor vi ikke har de samme muligheder for dette, og derfor har vi i samarbejde med branchen og udviklingsgruppen besluttet at udskyde EOT til uge 35, fortæller EOT's projektchef Mona Jakobsen og tilføjer:

- Vi følger naturligvis udviklingen i coronasituationen nøje og vil til en hver tid efterleve de restriktioner og anbefalinger, som den medfører. Nu vil vi se frem til 31. august og glæde os til tre dage med masser af aktiviteter til EOT 2021, siger Mona Jakobsen.

EOT - Electronics of Tomorrow gennemføres 31. august til 2. september 2021 i MCH Messecenter Herning. På messens oprindelige datoer 1.-3. juni vil der blive afholdt en række online aktiviteter, som løbende annonceres.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093