23948sdkhjf

Michael Ravn nægtede at købe HP Elektronikmontage: Dette fik ham til at ændre mening

Egentlig havde han bestemt sig for, at han var færdig med elektronikbranchen efter at have forladt ETK EMS i 2013.

Michael Ravn og hustru Laila Ravn kastede sig over en helt anden branche og drev det, de kaldte verdens mindste stormagasin - Ravns Magasin i Roskilde.

- På daværende tidspunkt var jeg faktisk ret træt af elektronik og havde svoret, at nu skulle jeg aldrig røre ved den branche mere, fortæller Michael Ravn i et interview med Electronic Supply.

En dag blev Michael Ravn kontaktet af Tau Steffensen, bestyrelsesformanden for HP Elektronikmontage, der var på en mission: Han ville finde frem til en daglig leder og en person, der måske på sigt ville overtage HP Elektronikmontage. Måske Michael kendte en?

Et kaffemøde blev til flere. Det stod efterhånden klart, at manden Tau ledte efter var Michael Ravn. Han blev inviteret på rundtur på fabrikken.

- Jeg troede, at jeg skulle ud og se noget gammelt og umoderne, men jeg kom ud og så en fin og velpudset forretning med masser af muligheder. Der var da også plads til forbedring og jeg blev hurtigt lidt tændt på udfordringen, forklarer Michael Ravn.

Men en væsentlig detalje holdt han fast på.

- Nej, jeg skal ikke overtage noget. Sådan lød det skråsikkert fra Michael Ravn, der som bekendt alligevel fra 2015 og frem fungerede som daglig leder hos HP Elektronikmontage i Ballerup.

Ville have nøglerne og bestemme

Virksomheden havde gennemgået en professionalisering igennem en årrække. Hans egen stilling var også en del af den manøvre, der skulle flytte virksomheden fra en klassisk drevet familievirksomhed til en forretningsenhed med gennemskuelige processer, fokus på kommercialisering og en egentlig virksomhedsstrategi.

Alt sammen for at Hanne og Tommy Petersen kunne afhænde virksomheden og gå på pension i 2020.

- Jeg startede egentlig bare som en slags konsulent i de første måneder, og så kiggede vi hinanden i øjenene og så sagde jeg, at hvis jeg skulle gøre det her, så ville jeg have nøglerne. Så skulle jeg have lov til at bestemme, husker Michael Ravn.

Modkravet fra Hanne og Tommy blev så, at Michael skulle købe 10 procent af virksomheden. Og sådan blev det. Lidt senere kom Laila Ravn ind og satte styr på bogholderiet.

- Vi aftalte, at det bare var for et par måneder. De er vist ved at være gået efterhånden, siger Michael Ravn med et grin. Laila Ravn har været med i virksomheden lige siden.

- I de efterfølgende år fik vi vendt bunden i vejret på hele virksomheden. Og det var med ret hård hånd. For hvis vi skulle videre, hvis vi skulle lykkes, så skulle vi gøre det helt anderledes, forklarer Michael Ravn.

En dansk køber sprang fra

I årene fra 2015 og frem bliver HP Elektronikmontage transformeret til en væsentlig mere professionel og strømlinet virksomhed. Der kommer transparans i processerne og på den måde kan interesserede potentielle købere se, hvad det egentlig er for en størrelse, der er til salg.

I løbet af 2020 har bestyrelsesformand Tau Steffensen en dybere dialog med en dansk virksomhed, der er interesseret. De når langt i forhandlingerne. Det ligner et perfekt match for begge parter.

En handel bliver det alligevel ikke til, da virksomheden trækker sig i sidste øjeblik. Det ser således ud til, at planen om en virksomhedoverdragelse i 2020 ikke bliver til noget.

Men så melder en udenlandsk investor sig på banen.

Vi gør det sgu

Som sagt, så var det aldrig Michael Ravns plan at overtage HP Elektronikmontage. Han fylder selv 59 år i år og mente selv, at han var blevet for gammel til at kaste sig ud i et nyt forretningseventyr.

- I teorien har jeg jo også et liv ved siden af, siger han med et grin.

- Men der kommer altså den her udenlandske investor, der gerne vil købe virksomheden og beholde mig i to år. Men det kunne jeg ikke se mig selv i. Ikke på de vilkår, fortæller Michael Ravn. Han fatter telefonen og kontakter sin gamle ven Peter Hansen fra Support IT. Han vil rejse kapital, så han selv kan overtage virksomheden.

- Og jeg ringer til min svigersøn Henrik Ernebjerg Ravn og hans ven Peter-Michael Marskot Engstrøm og så blev vi enige om, at det gør vi sgu. Vi køber sgu virksomheden selv, fortæller Michael Ravn.

En beslutning, der blev taget med følelserne

Altså i 2013 siger du, at du er færdig med elektronikbranchen. I 2015 understreger du, at du i hvert fald ikke skal købe HP Elektronikmontage. Hvad er det, der gør, at du alligevel køber dig ind?

- Det er fordi, at det er en familieejet virksomhed, og den er drevet som en familieejet virksomhed. Og jeg er en lille smule træt af, at hver gang, der bliver handlet en virksomhed i det her land, så er det en eller anden udenlandsk investor, der står med en pose penge og så bliver den virksomhed smadret, forklarer Michael Ravn.

- Altså, forstå mig ret. Den bliver helt sikkert super veldrevet. men al indtjeningen og alle skatteindtægterne flytter man ud af landet. Og så står vi der bagefter. Jeg synes bare ikke, at det var det rigtige for HP. Og det var en beslutning, der blev taget med følelserne. Det var super følelsesladet, siger Michael Ravn.

- Så vi sagde; den tager vi. Altså, hvor galt kan det gå? Jeg kendte jo butikken og vidste, hvor veldrevet den var. Og heldigvis, så går det også meget godt, så jeg kan honorere investorerne, siger Michael Ravn.

- For mig handler det ikke om ussel mammon. Det handler om processen og de mennesker, der arbejder her. Det afgørende var ønsket om at beholde virksomheden på danske hænder, siger Michael Ravn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097