23948sdkhjf

Audientes-direktør før afgørende halvår: Vi har været ret konservative

Stilhed før stormen?

Er der overskud eller ren panik hos Danmarks foreløbigt mindste høreapparatproducent, Audientes, her ganske kort før, at det første salgsklare produkt nogensinde lanceres i Indien?

- Vi føler os klar, og produktet går ind i masseproduktionsfasen forventeligt fra september, siger Steen Thygesen, CEO for den børsnoterede virksomhed.

- Vi er inde i en utroligt spændende fase, hvor alt det, vi har brugt lang tid på at tale om, nu skal realiseres.

Når Steen Thygesen kigger sig omkring, så ser han på kontoret i Teknikerbyen i Virum 10 kolleger. Ikke mange, når man planlægger at indtage et land med over en milliard indbyggere.

En rigtig stor del af udviklingen i virksomheden er da også på det seneste foregået andre steder end i hovedsædet i Danmark. 

Selve produktionen tager OSM Group, der er engineering- og produktionspartner, sig af. Den primære salgsorganisation opbygges netop nu med udgangspunkt i Hyderabad, Indien.

- Vi kommer til at bringe flere folk om bord, der hvor vi laver forretning. Vores mål i Danmark er at udvikle teamet i takt med, at vi breder os ude i verden. Det er en balancegang, siger Steen Thygesen, der har stået i spidsen for Audientes siden 2017.

Virksomheden blev etableret i 2014 af ingeniøren Hossein Jelveh, der sammen med 10 kolleger fra den nedlagte Nokia-afdeling i København startede helt fra bunden med at udvikle teknologien i Audientes.

Audientes blev børsnoteret på Nasdaqs First North i september 2020.

Både klassisk retail og e-Commerce

Hvad er "best case scenario" for Audientes i det næste spændende halvår?

- Det er, at vi sælger de 7000 enheder, som vi har intentioner om i indeværende år. Som vi har meldt ud. Og så er det, at vi får opbygget den platform, der gør, at vi er på vej til at kunne opskalere og sælge de næste adskillelige titusinder de kommende kvartaler, siger Steen Thygesen.

- I best case scenario så kommer vi ud til alle de virksomheder og samarbejdspartnere, der kan hjælpe os med at sælge vores produkter til slutkunderne. Rent strategisk har vi to spor, hvor den ene er klassisk retail, hvor der er kompetente folk i en forretning, der kan rådgive brugerne. Det andet spor er E-commerce med selvbetjening, hvor kunden køber online, forklarer direktøren.

Audientes vil have aftaler om salg gennem både Amazon og Flipcart, der er de toneangivende online salgskanaler i Indien. Dertil kommer et salg fra Audientes egen hjemmeside.

- Vi regner med, at fordelingen mellem klassisk retail og e-commerce bliver nogenlunde 50-50 i det ideelle scenarie, siger Steen Thygesen.

- Man skal huske på, at Indien er et meget stort land, der lige som USA er indelt i flere forskellige stater. Vi lancerer i en række stater i sydindien, og når vi har fodfæste, så kommer vi til at skulle arbejde os videre fra udgangspunktet og ud i andre dele af Indien, forklarer Steen Thygesen.

Vi har været ret konservative

Hvad er så "worst case"?

- Worst case vil være, at det tager længere tid at opskallere end vi har regnet med. Og et negativt scenarie skal man jo altid forholde sig til. Men skulle det for eksempel vise sig at udviklingen i klassisk retail går lidt langsommere end forventet, så kan vi lægge mere tryk på E-commerce med markedsføring og nye områder, Steen Thygesen.

- Vi gør faktisk meget her fra start for at sikre, at vi kommer bredt ud og får opbygget kendskabet og efterspørgsel på produktet. Det betyder masser af træning til sælgerne og supporterne, så dem der køber produktet får en god oplevelse, forklarer direktøren.

- Men jeg vil også sige, at vi har været konservative i forhold til, hvad det marked vil kunne bære. Men man skal jo starte et sted og så arbejde sig videre der fra, siger Steen Thygesen.

Det anslås, at der findes i omegnen af 75 millioner indere med et invaliderende høretab.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.578