23948sdkhjf

Gør klar til masseansættelser: Nordjysk automations-leverandør har bugnende ordrebog

Sidste år voksede antallet af ansatte hos Körber Supply Chain DK til over 200. Virksomheden i Arden, små 40 kilometer syd for Aalborg, har dermed fordoblet medarbejderstaben over de sidste fem år.

I samme periode er ordreindekset firedoblet. Alene i 2021 har den nordjyske specialist i automatiseret intern logistik øget sit ordreindtag med 55 procent sammenlignet med året før.

Derfor ser det danske Körber-selskab ind i et 2022 med endnu større vækst på medarbejdersiden. Ifølge CEO Hans-Henrik Jensen får man brug for at ansætte over 50 funktionærer med teknisk tunge kompetencer; blandt andet softwareingeniører, maskiningeniører, projektledere og PLC-programmører. Det øger presset på faciliteterne på Industrivej i Arden, hvor Körber allerede er i fuld gang med at se på mulighederne for at skabe mere plads.

- Vi har arealerne til at udvide, men vi overvejer også andre muligheder, så vi får den mest optimale løsning for fremtiden, siger Hans-Henrik Jensen.

Opruster på innovation og produktudvikling

Körber Supply Chain DK har været en del af den tyske teknologikoncern Körber siden 2016 og fik sit nuværende navn i 2020 som led i etableringen af en Körber Supply Chain-division.

For virksomheden i Arden har det medført et endnu større fokus på innovation og produktudvikling. Et rekordstort udviklingsbudget i 2021 bliver i 2022 øget med cirka 70 procent, som blandt andet skal bruges på at udvide R&D-afdelingen til 20-25 medarbejdere.

Et vigtigt fokusområde i R&D er at udvikle løsninger, der kan kombineres med Körbers helt store salgssucces; den patenterede robotløsning layer picker, som har gjort virksomheden til en af de førende inden for automatiseret depalletering.

Efter to års udviklingsarbejde er Arden-virksomheden i løbet af kort tid klar til at lancere en fuldautomatisk downstream-løsning, der sætter nye standarder for kompliceret varehåndtering. Dermed vil Körber – som den første virksomhed i verden – kunne tilbyde en samlet løsning til automatisk håndtering af hele processen fra palle til bakke.

Et andet stort projekt er integration af autonome mobile robotter (AMR), som i stigende grad begynder at erstatte transportbåndet i logistikbranchen. De kollaborative AMR-robotter gør det muligt for virksomheder at automatisere intern transport på en langt mere fleksibel måde end hidtil.

- For logistikbranchen er AMR-robotter et kæmpe teknologisk spring, der vil gøre det langt nemmere for virksomhederne at tilpasse processer og layout. For en virksomhed som Körber er det helt afgørende at tilbyde robot-integration, og det er et område, som vi har stort fokus på, siger Hans-Henrik Jensen.

Kæmpe vækst i USA

I det hele taget har Covid-19 haft stor indvirkning på den udvikling, som Körber oplever. Det i positiv forstand, for pandemien har accelereret et i forvejen voksende marked for automatiseret intern logistik.

Det gælder ikke mindst i USA, hvor det danske Körber-selskab på bare tre-dire år har opbygget en forretning, som i 2021 tegnede sig for halvdelen af virksomhedens samlede ordreindtag – godt hjulpet på vej af kunder som Coca Cola samt nogle af de allerstørste aktører inden for fast moving consumer goods og tredjepartslogistik.

- Kombinationen af stigende lønninger, mangel på arbejdskraft og Covid-19 har gjort automatiseret logistik til et fokusområde i mange virksomheder. Vi har set det i USA og i Europa, og tendensen begynder også så småt at gøre sig gældende i Japan, Korea og Sydøstasien, fortæller Hans-Henrik Jensen.

Samtidig har det danske Körber-selskab formået at tage del i den eksplosive vækst, som hele den vestlige verden har oplevet inden for online-handel. Således bød 2021 på en firedobling i Arden-virksomhedens ordreindtag på løsninger til e-commerce, og det er et område, som forventes at spille en endnu større rolle i de kommende år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063