23948sdkhjf

Sensor-firma vokser: Får egen produktion

De ansatte sidder trangt på kontoret, men til sommer mangedobler Sensade pladsen

Forretningen går strygende, så nu har Aalborg-virksomheden Sensade brug for mere plads.

Sensor-virksomheden går mere præcist fra 25 til 600 kvadratmeter, når de rykker i nye lokaler til juli. Det fortæller CEO Jens Korshøj.

- Det giver os mulighed for at få flere folk på kontoret og til at have noget produktion selv, siger han.

I dag får Sensade lavet elektronikken til sensorerne hos lokale EMS-virksomheder. Fremover vil man stadig have PCBA ude af huset, men med de nye omgivelser vil der være mulighed for at varetage en større del af samlingen af produkterne in house.

Det skal derudover øge kvalitetssikringen, fortæller direktøren, der har stiftet Sensade sammen med sine to medejere, Kenny Lafon og Thomas Olsen.

Virksomheden har eksisteret siden 2017. Kernen i forretningen er parkeringssensorer, der monteres i asfalten, hvor de aflæser, om en parkeringsplads er optaget. De skal dermed kunne modstå vind, vejr, tryk og - ikke mindst - holde strøm i lang tid.

Udvider produktportefølje

Men det er ikke kun på produktionssiden, at de nye faciliteter bliver en opgradering. De nuværende syv ansatte har siddet tæt på de 25 kvadratmeter. Fremover bliver der mere albuerum - også selvom det er planen at skrue op for bemandingen på kontoret.

Det inkluderer blandt andet folk til udvikling. Sensade har nemlig nye produkter i pipeline, og udviklingsfolkene skal være med til at understøtte udvidelsen af porteføljen.

I alt regner Sensade med at skulle finde tre-fire nye folk den kommende tid.

Næsten i mål med tysk ordre

Sensade har i skrivende stund installeret i omegnen af 7000 sensorer landet over.

Desuden fik de i efteråret en stor ordre i den tyske delstat Baden-Württemberg, som ifølge Jens Korshøj har potentiale til at åbne døre på markedet syd for grænsen.

- Vi skal derned i weekenden og sætte det sidste op, og så er det oppe at køre, siger Jens Korshøj.

Sensade havde i 2023 en bruttofortjeneste på 2,8 millioner kroner men oplyste ikke omsætning. Denne vil dog i det snart offentliggjorte 2024-regnskab blive omtrent fordoblet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078