23948sdkhjf

Danske CORENA får ordre til Joint Strike Fighter

Den danske virksomhed CORENA har sikret sig ordrer på udviklingen af kampflyet Joint Strike Fighter, der er blandt kandidaterne til at blive Danmarks nye jagerfly. Danske CORENA skal levere IT-løsninger til amerikanske Pratt & Whitney, der bygger motoren til flyet Joint Strike Fighter.
På et pressemøde i København underskrev den amerikanske motorfabrikant Pratt & Whitney tirsdag en kontrakt med den danske virksomhed CORENA. Kontrakten omhandler CORENAs softwareprogram Life *S1000D, der skal håndtere dokumenter til motoren F135, som er hjertet i kampflyet Joint Strike Fighter. Kontrakten indebærer også udvikling og håndtering af dokumenter til Pratt & Whitneys Pure Power turbo motor.

Kontrakten, som er den første af flere ordrer, beløber sig i første omgang til mere end 2 mio. kr. med mulighed for yderligere kontrakter.

- Vi er stolte over at indgå dette samarbejde med CORENA, som har en unik evne til at skabe innovative løsninger til fordel for vores F135-kunder. CORENA kan fremvise en række fine resultater med højkvalitetsprodukter og yderst tilfredse kunder. CORENA er samtidig villige til at være proaktive sammen med deres kunder i udviklingen af førsteklasses interaktive dokumenthåndteringsløsninger, siger Ed O’Donnell, Director of International Programs and Business Development hos Pratt & Whitney.

Danske CORENA er et globalt softwarefirma med mindre selskaber repræsenteret i 10 lande. CORENAs dokument-håndteringssystemer anvendes af mange dog hovedsagligt af kunder i luftfarts- og forsvarsindustrien, som gør brug af ATA iSpec2200 og ADS/AIA/ATA S1000D specifikationer.

- Vores kontrakt med Pratt & Whitney er et stort gennembrud på det amerikanske luftfarts- og forsvarsmarked for CORENAs nye generation af produkter til elektronisk dokumenthåndtering. Valget af CORENA og Life*S1000D er endnu et bevis på, at vi kan levere løsninger og tilbud på et konkurrencedygtigt marked. Derudover har vores engagement med Pratt & Whitney et langsigtet perspektiv, som i fremtiden vil involvere andre af Pratt & Whitney’s partnere, siger Toralf Johannessen, administrerende direktør i CORENA.

Pratt&Whitney forventer at placere flere ordrer i Danmark. Om danske virksomheders fremtidige samarbejde med Pratt & Whitney siger Ed O´Donnell:

- Med den kontrakt vi har underskrevet i dag, har Pratt & Whitney en løbende forpligtelse til at fremme vores forretning i Danmark – både på den forsvarsmæssige – og på den kommercielle del af vores virksomhed. Vi ser frem til at udforske de potentielle vækstmuligheder i samarbejde med CORENA, siger Ed O’Donnell.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109