23948sdkhjf

Slut med solcelleskrot: Tyske solceller genbruges i dansk soltag

I maj 2021 startede den danske soltagsproducent Ennogie salget af sine refurb-solcelletage.

Allerede nu kan producenten melde alt udsolgt. Der har altså været stor interesse for at investere i et solcelletag, hvor solcellepanelerne har været brugt mere end én gang.

Ennogie Refurb er Ennogies første bud på en cirkulær og secondlife-løsning for brugte solceller.

- Solcelleskrot er et voksende problem og vores refurb-tag er en løsning på det. Jeg siger ikke, at vi løser problemstillingen en-til-en, men vi giver et bud på en mulig løsning, siger Lars Brøndum Petersen, adm. direktør hos Ennogie.

Solceller fra Tyskland

Formålet med Ennogie Refurb er at reducere mængden af fuldt funktionelle solceller, der bliver til elektronikskrot, og give flere mulighed for at få et solcelletag, da solcelletaget med brugte paneler, kan sælges billigere end et helt nyt tag.

- I dag udskiftes mange fuldt ud fungerende paneler i solcelleparker i Tyskland. Man skifter dem alene ud, fordi ydelsen er så meget højere i nye solcellepaneler end i dem, man satte op for 10 år siden, men panelerne fejler ingenting, siger Lars Brøndum Petersen.

Når Ennogie modtager de kasserede solcellepaneler fra Tyskland vaskes, inspiceres og testes de, for så igen at få nyt liv i Ennogies solcelletag.

- Panelerne er identiske med dem, vi anvendte i de første solcelletage i 2017, så vi kender teknologien, siger Lars Brøndum Petersen og tilføjer.

- Vi tester alle solcellepanelerne, så vi ved de fungerer, for vi stiller samme garanti på de her produkter, som ved et helt nyt solcelletag.

8000 styk

At markedet og kunderne har været klar til det nye genbrugs-soltag fra Ennogie vidner salget om.

- Vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Markedet har taget rigtigt godt i mod det. Man får noget her, der er cirkulært, med et lavt CO2-aftryk og til en væsentlig lavere kvadratmeterpris end et nyt tag, siger Lars Brøndum Petersen.

Ennogie har indtil videre solgt 8.000 styk, hvilket svarer til 6.000 kvadratmeter solcelletag til husstande i Danmark og Tyskland.

Forsyningskæden

Ennogie har i forbindelse med udviklingen af det nye produkt samarbejdet med en gruppe ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet. De har kortlagt forsyningskæden med fokus på de brugte solceller fra de tyske solcelleparker.

- Vi arbejder på at få etableret en mere stabil forsyningskæde. Der skal stå nogen i den anden ende og være klar til at sælge panelerne til os, men det kræver et netværk, siger Lars Brøndum Petersen om det arbejde, der pågår i øjeblikket og som snart skal sende flere paneler til Danmark.

For genbrugstaget fra Ennogie er kommet for at blive.

- Hvor meget det i fremtiden kommer til at fylde i vores forretning, kan jeg ikke sige noget om, men det er en væsentligt del af det vi kigger ind i, siger Lars Brøndum Petersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078