23948sdkhjf

HP belønnet i Greenpeace’s nye liste over grønnere elektronik

Greenpeace offentliggjorde onsdag den trettende udgave af ”Guide to Greener Electronics”, der lister 20 elektronikgiganter, efter hvor grønne de er.
- I næsten et år har Apple været alene på computermarkedet, hvis man som forbruger ønsker at undgå de værste kemikalier. Nu har HP imidlertid introduceret deres første computer stort set fri for PVC og bromerede flammehæmmere, to kemikalier med både reproduktionsskadelige og kræftfremkaldende egenskaber. Vi håber HP’s skridt betyder, at de er klar til at gøre flere af deres produkter grønne. Måske kan de hæve sig fra deres ydmyge 13. plads inden næste liste, siger Erik Albertsen, der er ekspert i grøn elektronik i Greenpeace Norden.

Tidligere på året protesterede Greenpeace udenfor HP’s hovedkvarter i Palo Alto, USA og dets kontorer i Kina og Holland. Firmaet havde forsinket planerne om at udfase PVC og bromerede flammehæmmere inden udgangen af 2009. Med ProBook 5310m Notebook ser det ud til, at HP har omprioriteret dets engagement i at udfase farlig kemi.

Omvendt ser det ud for Dell og Lenovo, der hver modtager et strafpoint for at forsinke deres planer for udfasning. Acer fastholder, at det vil nå dets mål om at udfase al PVC og bromerede flammehæmmere inden udgangen af året. Toshiba har en deadline for udfasning af disse stoffer i marts 2010.

Overordnet beholder Nokia sin førsteplads med 7,5 ud af 10 point, efterfulgt af Samsung med 6,9, Sony Ericsson med 6,5 og Philips – der hopper fra en syvende til en fjerdeplads – med 5,9 points. En anden hopper er Sony, der stiger fra en 12. plads til en ottendeplads. Sony får point for at have implementeret forsigtighedsprincippet og for at have forbedret sin støtte til princippet om det ”Individuelle Producentansvar”.

LGE styrtdykker fra en fjerdeplads til en 11. plads, tynget af et strafpoint for ikke længere at kunne leve op til deres afgivne løfter om at udfase PVC og bromerede flammehæmmere inden udgangen af 2010. Nu er det kun mobiltelefonerne, der skal være fri for disse giftstoffer inden udgangen af 2010, mens udfasningen i fjernsyn og computerskærme er udskudt til 2012. Bundskraber er som tidligere Nintendo, der dog er steget fra 1 point ud af 10 mulige til 1,4.

- Nokia ser ud til at have cementeret sin position som vinder. Nokia er ganske enkelt hestehoveder foran konkurrenterne. De har en seriøs kemikaliepolitik, som betyder, at deres mobiltelefoner er fri for en række skadelige kemikalier, som mange konkurrenter stadig kæmper med, siger Erik Albertsen.

Også på indsamlingsområdet for udtjente mobiltelefoner fortsætter Nokia den gode indsats.

- Med 5.000 indsamlingssteder i 84 lande har Nokia givet deres kunder nogle af de bedste muligheder i verden for at sikre, at deres telefoner ikke havner som affald i fattige lande. Nokia sætter standard for, hvad seriøs tilgang til problemerne betyder, tilføjer Erik Albertsen.

Kilde: Greenpeace - http://www.greenpeace.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079