23948sdkhjf

Klumme: Printproduktion i Danmark – synger den på sidste vers?

De danske printproducenter har ikke just haft kronede dage i de seneste par år. Finanskrisen er vel en del af forklaringen. Men konkurrence fra specielt Kina har så afgjort gjort ondt. Et relevant spørgsmål er derfor, i hvilket omfang PCB-produktion vil eksistere i Danmark om tre-fem år og i hvilken form?
Klumme af Lauge Rønnow, administrerende direktør, udviklingshuset Circle Consult

Til trods for at den grundlæggende markedssituation for elektronikbranchen som helhed vel må siges at være normaliseret, så sidder jeg grundlæggende med den følelse, at fremstilling af print i Danmark er på vej til at forsvinde i sin nuværende form.

Fra diverse pressemeddelelser og udsagn fra vores kunder kan jeg konstatere, at print i stigende grad er noget, man bestiller fra salgshuse. Og dermed også sagt PCB fra udlandet, typisk Kina.

Samtidig er det ikke min opfattelse, at de danske producenter i særlig høj grad er i stand til at markere sig som nicheproducenter, næsten tværtimod: jo mere specielt og kompleks designet bliver, desto større vanskeligheder møder man fra de danske producenter. Selv prototypekort kan leveres overraskende hurtigt fra Fjernøsten og til lave priser, og dermed lægges der yderligere pres på den danske PCB-industri.

Det er jo ikke første gang i danmarkshistorien, at en branche er under pres fra lavlønsregioner. Tænker vi fx tilbage på vores værftindustri, så var det nok en kamp, som næppe kunne vindes, og skønt de danske værfter på mange områder klarede sig i længere tid i konkurrencen end fx vores naboer i Sverige, så var nettoresultatet det samme: i dag stort set en saga blot.

Nu er det som bekendt svært at spå, specielt om fremtiden, som Storm P. sagde, men hvad er medicinen, der skal forhindre, at dansk PCB-industri om få år er en saga blot? Og har jeg ret i mit udsagn om, at de danske producenter ikke formår at omstille sig?

Disse spørgsmål stillede jeg et par direktører blandt de danske producenter:

Printlines administrerende direktør, Mark Jespersen siger:
- Producenterne skal nok specialisere sig mere og være langt mere fokuserede på, hvor de kan være værdiskabende for markedet. I dag er der en håndfuld producenter, der stort set tilbyder det samme. Vi skal i tættere dialog med kunder, der skal kortes ned på informationsvejen, så vi hurtigere og mere effektivt kan supportere og understøtte kundernes forretning, siger Mark Jespersen og tilføjer:

- Der vil nok være færre fabrikker, nogle forsvinder som følge af generationsskifte, nogle vil måske fusionere, og måske vil nogle fokusere så kraftigt, at de reelt er ude af massemarkedet. Der vil nok være det samme antal tradere, det er jo meget billigt og nemt at etablere sig på denne måde i dag. Meget af handlen vil ske over nettet – vi har kun set toppen af isbjerget, og hvis jeg var trader, ville jeg virkelig udvikle en forretningsmodel til dette.

Om hvilke nicher, der måtte være vejen frem, siger Mark:

- Nu er vi jo især i low volume-nichen, men der er da mange muligheder. Det kunne være teknologivejen, det kan være, nogle går ind i reelt udviklingsarbejde – altså før prototypestadiet - nogle vil fokusere på specielle brancher, nogle på eksport etc. Vi har satset på en webshop, og den bliver konstant udvidet med funktionalitet, der matcher brugerønskerne, og salget via denne kanal har været støt stigende siden starten.

Henrik Sørensen, administrerende direktør ved PRI-DANA Elektronik A/S, fik samme spørgsmål og kunne som udgangspunkt ikke se krisen længere:

- Vi oplever ikke krisen mere, vi har længe haft rigtigt travlt. Vi ser faktisk, at kunder rykker tilbage fra Kina. Vi ser europæiske kunder, som ønsker lokale leverandører, som laver alting in-house, som vi gør, og samtidig leverer høj kvalitet og udviser stor fleksibilitet, specielt i det tyske marked.

- Men det er klart, at konkurrencen er hård, ikke mindst på det store 2-4-6 lags-marked for mere normale print, og derfor er indtjeningen under pres, ikke mindst pga. de ekstreme prisstigninger på råmaterialer.

- Så nichevejen er absolut den rette vej at gå, styr på kvalitet og ensartet kvalitet, teknologibeherskelse, fleksibilitet, fokus på endnu højere automatisering, teknologisk førende på udvalgte områder, fokus på vækstmarked-kunder. Og så frem for alt: tale kundens sprog både fagligt og verbalt.

- Om fremtiden, sådan tre-fem år, ja, jeg tror, kun der vil være to danske producenter tilbage. Men der vil absolut stadig være behov for producenter i Europa, i det lokale marked.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078